Væver og digter
27 årig ungkarl
Lars Clausen vævede for grevskabet.
Peter Storm, skribent, lokal- og kulturhistoriker
Man modtages standsmæssigt af portbygningen Adlerhus opført 1689, når man ankommer til grevskabet Wedellsborg ad Tybrindvej. Umiddelbart forinden står en mindesten på højre hånd. Her lå i ældre tid lige uden for herlighederne et simpelt bindingsværkshus, hvor man vævede fint til den grevelige husholdning.
Da man i 1868 manglede en væver gik stillingen til den 27-årige ungkarl Lars Clausen. Han havde gjort krigen 1864 med og været med i forsvaret af Dybbøl skanse. Han var født i Sø Søby i Baag herred, hvor hans far og farfar havde ernæret sig som vævere. Han var dygtig og havde lært damaskvævning hos en væver i Hårby. Han giftede sig som 30-årig med den 23-årige Ane Cathrine, der var datter af en væver i Sønder Åby. De fik fire børn. Familien flyttede i 1885 til et hus i Emtekær, hvor han døde i 1893.
Når man den lange dag sidder ved væven, kan man få tid til at tænke. Når man så tilmed væver ret så komplicerede damaskduge med livagtige motiver, så er der måske heller ikke så langt til digtekunsten. Det er netop som digter, at Lars Clausen er gået over i historien. Han skrev gode digte i fynsk dialekt og fik flere af dem udgivet i den lokale avis. Når man skriver i dialekt, er læsekredsen selvsagt begrænset – og det endnu mere med tiden.
Heldigvis har man udgivet nogle samlinger af hans digte og hjulpet mere nutidige læsere med ordforklaringer. Jeg er selv meget glad for Lars Clausen: ”Viser og Vers”. Nyt Bogforlag i Odense 1944 med indledning af Erik Spur. Væver Clausen var en ret så social bevidst mand, hvilket kan læses i digtet ”Rig og Fattig”.
”Man synger Fattigdommens Pris,
det lyder kjønt, naturligvis!
Men prøv den selv et Aar, min Ven!
Saa kan vi tales ved igjen!”
Oprejsning til grev Wedell
Steffen Hvelplund har forsket i gamle rygter.
Historien kom i Ugeavisen Vestfyn.
Digteren Lars Clausen blev ikke smidt på porten på Wedellsborg.
Der har gennem generationer verseret en særdeles sejlivet historie om, at væver og digter Lars Clausen faldt i unåde hos grevskabet på Wedellsborg efter at have skrevet digtet ”I døden er vi alle lige”.
Digtet blev skrevet få dage efter grev Karl Wedells død og handler om, hvordan hans død og begravelse foregår i pomp og pragt, mens en daglejerkones død omtrent samtidig næppe bemærkes af andre end hendes mand og uforsørgede børn. Digtet blev trykt i Middelfart Avis. Lars Clausen var god bekendt af redaktør Claudius Madsen. Begge var med i krigen i 1864.
Nu synes Steffen Hvelplund, Husby, der skal rettes op på den misforståelse, af Lars Clausen skulle være sat fra hus og bestilling, fordi han skrev et digt. Han har sat sig grundigt ind i materialet.
En rig og en fattig
-I fortællingen hedder det, at det var en fattig enkes og grevens død, han digtede om. Det var det ikke, og meget andet i fortællingen passer heller ikke, fastslår Steffen Hvelplund.
Karl Wedell døde den 15. marts 1882. Dagen efter døde Karen Margrethe, der var gift med daglejer Anders Pedersen. Hun blev kun 38 år og efterlod foruden manden en flok uforsørgede børn.
-Det kan man læse i en bog af pastor Erik Spur, der har gravet i kirkebøgerne. Det er heller ikke rigtigt, at Lars Clausen blev smidt ud, siger Steffen Hvelplund.
Fik anden bolig
Karl Wedell var barnløs, og derfor overtog hans bror, Julius Wedell på Billeskov godset. Denne døde imidlertid året efter, så det blev hans unge arving, Bent Wedell, der overtog Wedellsborg i 1883.
-Den unge arving ville have fjernet væverhuset, hvor Lars Clausen boede, fordi han syntes, det lå for tæt på indkørslen til godset. Clausen blev derfor flyttet til et andet af godsets huse i Emtekær. Han fortsatte som væver på godset indtil han ikke havde kræfter til det, men blev boende i boligen til sin død i 1893.
Godsforvalter smidt ud
Det var altså ikke grevskabet, der var vred på digteren, der uden omsvøb skrev om uligheden på jorden, der blev til lighed i himlen.
Derimod var det en meget bøs og ubehagelig godsforvalter Ewertz, der kaldte Lars Clausen til en verbal overhaling på forvalterkontoret, efter at digtet blev bragt i Middelfart Avis. Ewertz truede med at smide digteren på porten.
-Men det blev godsforvalteren, der blev smidt ud. Han blev nemlig afskediget, så snart Bent Wedell kom til, fortæller Steffen Hvelplund.
Ni æresporte rejst
En anden del af den misforståede fortælling handler om, at daglejerens kone måtte køres ad lange omveje, fordi hun ikke måtte køres ad samme rute som den døde greve, og fordi greven skulle bruge kirken.