Der er fundet forholdsvis mange lurer i Danmark, men de kendes også fra Norge, Sverige og Nordtyskland. De findes ofte parvist med mundstykket snoet til hver sin side og dateres til yngre del af bronzealderen (1700-500 år før Kristi fødsel). Man antager, at de har været benyttet til religiøse ceremonier og offerhandlinger.

Navnet stammer fra de islandske sagaer fra en langt senere tid, hvor man fortæller, at der blæstes til krigssamling på lur (ludur). Ordet blev grebet af historikerne i 1800-tallet og sat i forbindelse med de fundne bronzehorn. Vi kender den romantiske og helt forkerte opfattelse, at vikingerne blæste i lurer. Da var lurerne nemlig for længst gået af brug og så at sige begravet.

Da vore andelsmejerier voksede frem overalt i slutningen af 1800-tallet og ikke mindst smøreksporten til England tog til, blev der brug for at kvalitetsstemple vort gode smør. Vi fik som bekendt det lurmærkede smør og der blev blæst til angreb på det engelske marked!

Men hvorfor nu al den snak om lurer? Grunden er, at man på Vestfyn har fundet et par af de smukkeste og mest velbevarede af slagsen i en tørvemose midtvejs mellem Ørslev og Tellerup. Det skete for godt to hundrede år siden. De to lurer blev afleveret til grev Wedell på Wedellsborg, der nogle år efter i 1810 skænkede den ene til Oldsagskommissionen i København, hvorfra den siden blev indlemmet i Nationalmuseets samling. Den er nu udlånt til Odense Bys Museer, mens den anden efter sigende fortsat befinder sig på Wedellsborg.

Karen Blixen kom meget på Wedellsborg. Her har jeg fundet et billede fra ”Fynsk Jul” i 1956 med forfatterinden og den wedellborgske lur.